1 Generelt
1.1 Disse forretningsbetingelser (”Forretningsbetingelserne”) udgør en integreret del af aftalen og ethvert tillæg hertil (”Aftalen”) vedrørende levering af ydelser fra Lead Company ApS, CVR-nr. 43 61 24 33 (”LC”), og Aftalen og Forretningsbetingelserne udgør således den samlede kontrakt (”Kontrakten”) indgået med LC.
1.2 Forretningsbetingelserne bør læses grundigt igennem inden underskrivelse af Aftalen.
1.3 Forretningsbetingelserne indeholder de generelle bestemmelser, som er gældende for alle aftaler indgået med LC.
1.4 I tilfælde af uoverensstemmelse mellem vilkår fastsat i Aftalen og vilkår fastsat i disse Forretningsbetingelser er vilkårene fastsat i Aftalen de gældende.
1.5 LC forbeholder sig retten til at kunne ændre de aftalte forretningsbetingelser med 1 måneds varsel.
1.6 De til enhver tid gældende forretningsbetingelser er tilgængelige på LC’s hjemmeside.
1.7 Ved ”Kunden” forstås den part som har indgået en aftale med LC om levering af ydelser fra LC.
1.8 Ved ”Part” eller ”Parterne” forstås LC og Kunden.
2 Aftalens indgåelse
2.1 Aftale fremsendes ved efterspørgsel af LC’s ydelser og indeholder en specifik beskrivelse af disse, priser, aftalens løbetid mv.
2.2 Kontrakten træder i kraft pr. datoen for Kundens underskrivelse af Aftalen.
3 Prisregulering, betalingsbetingelser mv.
3.1 Alle priser fremgår af den mellem LC og Kunden indgåede Aftale. Alle priser angives i danske kroner og er eksklusive moms, medmindre andet følger af Aftalen. Der tages forbehold for trykfejl i Aftalen.
3.2 LC’s gældende timesatser mv. reguleres en gang årligt med den procentvise stigning i det af Danmarks Statistik beregnede nettoprisindeks. Priserne reguleres årligt pr. 1. januar i henhold til udviklingen i nettoprisindekset fra november til november.
3.3 LC vil i forbindelse med forlængelse af en Aftale, jf. pkt. 4.1, hvor der for den oprindeligt aftalte periode er ydet en rabat, fakturere prisen før rabat for den efterfølgende, forlængede periode. Prisen for den efterfølgende, forlængede periode reguleres i henhold til pkt. 3.2 ved førstkommende 1. januar efter forlængelse af Aftalen.
3.4 Den aftalte pris for LC’s ydelser tillægges ved fakturering et administrationsgebyr på DKK 99 ekskl. moms.
3.5 Aftalte forudbetalte beløb samt eventuelle opstartsbeløb faktureres umiddelbart efter Aftalens indgåelse, jf. pkt. 2.2.
3.6 Fakturerede beløb forfalder til betaling 8 dage fra fakturadatoen (netto 8 dages betalingsfrist).
3.7 Ved betaling efter forfaldsdatoen tilskrives det fakturerede beløb renter i henhold til rentelovens regler.
3.8 LC er berettiget til uden varsel at holde sin ydelse tilbage og/eller ophæve Aftalen i tilfælde af manglende betaling, jf. også pkt. 6.
3.9 LC forbeholder sig ejendomsretten til udarbejdet materiale, nye hjemmesider, mv. produceret af LC, indtil det fakturerede beløb samt eventuelle renter er betalt fuldt ud.
4 Aftalens opsigelse
4.1 Aftalen forlænges automatisk med det antal måneder oprindeligt aftalt i Aftalen, såfremt Aftalen ikke er opsagt senest løbende måned + 1 måned før udløbet af det oprindeligt aftalte antal måneder.
4.2 Aftalen er uopsigelig i den periode, som Kunden har bundet sig til ved aftaleindgåelsen, jf. pkt. 2, eller som Kunden har forudbetalt for, idet meddelelse om opsigelse af Aftalen dog kan gives løbende måned + 1 måned før sådan periodes udløb (svarende til at Aftalen ophører ved udløbet af uopsigelighedsperioden/udløbet af forudbetalingsperioden).
4.3 Opsigelsesvarslet for Aftaler om månedlig abonnementsbetaling er løbende måned + 3 måneder, medmindre andet er skriftligt aftalt i forbindelse med Aftalens indgåelse.
4.4 Opsigelse skal i alle tilfælde ske skriftligt til: kontakt@leadcompany.dk.
5 Immaterielle rettigheder mv.
5.1 Såfremt en eller flere af LC’s ejendele er anvendt i forbindelse med fremsendelse af tilbud eller levering af ydelser, skal sådanne ejendele forblive LC’s og må ikke uden særskilt aftale anvendes eller i øvrigt videregives til andre.
5.2 Alle immaterielle rettigheder, der måtte opstå i forbindelse med LC’s levering af ydelser, skal tilhøre LC i videst muligt omfang. Sådanne immaterielle rettigheder omfatter blandt andet ophavsrettigheder, design, knowhow mv. Retten til at overdrage den immaterielle rettighed eller foretage ændringer heri skal tillige tilhøre LC.
6 Misligholdelse
6.1 Hvis en af Parterne væsentligt misligholder sine forpligtelser i henhold til Kontrakten, og misligholdelsen ikke berigtiges senest 1 uge efter, at påkrav herom er fremsat af den anden Part, jf. dog pkt. 6.2, er den ikke-misligholdende Part berettiget til at hæve Aftalen.
6.2 Ved Kundens rapportering af fejl og/eller mangler, vil LC hurtigst muligt søge at afhjælpe disse uden beregning, forudsat at de rapporterede fejl og/eller mangler kan tilskrives LC’s forhold og således ikke skyldes forhold uden for LC’s kontrol eller ansvar, herunder eventuelle fejl eller nedbrud på Kundens hjemmeside, webshop eller digitale medier, som kan tilskrives Kundens eller andres forhold, hvilke LC dog kan afhjælpe mod beregning.
6.3 Følgende forhold anses blandt andet for værende væsentlig misligholdelse: 6.3.1 Manglende betaling af forfaldne pengeydelser.
6.3.2 Tilsidesættelse af øvrige forpligtelser som følger af Aftalen og nærværende Forretningsbetingelser.
6.4 Ved betalingsmisligholdelse, jf. pkt. 6.3.1, forbeholder LC sig retten til at pålægge Kunden samtlige omkostninger ved inkassoprocedure, herunder udgifter til advokat mv., og rentelovens bestemmelser fraviges hermed ved aftale.
7 Force Majeure
7.1 LC er ikke ansvarlig for manglende opfyldelse af forpligtelser som skyldes force majeure, og Aftalen kan således ikke ophæves som følge af sådanne forhold.
7.2 Som force majeure anses forhold der er uden for LC’s kontrol, og som LC ikke burde have forudset ved Aftalens indgåelse, for eksempel (men er ikke begrænset til) hacker- eller virusangreb, nedbrud på elektricitets- eller telekommunikationsnetværk, usædvanlige naturforhold, krig, terror, brand, oversvømmelse, hærværk og arbejdsstridigheder.
8 Ansvar og erstatning
8.1 Udover ophævelse af Aftalen, jf. pkt. 6, er den ikke-misligholdende Part berettiget til at kræve erstatning efter dansk rets almindelige regler i det omfang, misligholdelsen har påført den ikke-misligholdende Part et tab.
8.2 LC’s erstatningsansvar begrænses til maksimalt DKK 5.000, medmindre ansvaret fastslås primært at skyldes en forsætlig handling fra LC’s side.
8.3 LC er ikke ansvarlig for tab, mangler eller forsinkelse, der skyldes tredjemands forhold, som for eksempel (men ikke begrænset til) nedbrud eller fejl hos underleverandører, søgemaskiner, medier eller digital infrastruktur.
8.4 LC er ikke ansvarlig for Kundens eventuelle indirekte tab, herunder tab af fortjeneste, goodwill mv.
8.5 Kunden er selv ansvarlig for at overvåge annonceudgifter på de digitale medier, og LC er således ikke ansvarlig for eventuelt utilsigtet overforbrug.
8.6 Kunden er selv ansvarlig for, at Kundens hjemmeside er sikkerhedsopdateret. Ved efterspørgsel assisterer LC gerne hermed, men LC er ikke ansvarlig for eventuelle datalæk, cyber-angreb mv.
8.7 Kunden er selv ansvarlig for at sikre, at data indsamles, behandles og slettes i overensstemmelse med gældende lovgivning.
8.8 Kunden er selv ansvarlig for at det materiale, herunder tekst, billeder, logo mv., som sendes til LC til brug for levering af den aftalte ydelse ikke krænker andres immaterielle rettigheder mv.
9 Øvrige forhold
9.1 LC har ret til at anvende en tredjepart som underleverandør i forbindelse med levering af de aftalte ydelser, såfremt LC skønner dette nødvendigt.
9.2 Det er udelukkende Kundens ansvar, at LC har den efterspurgte nødvendige adgang, herunder til digitale konti, det relevante materiale mv. til brug for LC’s levering af de aftalte ydelser.
9.2.1 LC forbeholder sig retten til at udskyde det oprindeligt aftalte tidspunkt for levering af sine ydelser, såfremt den nødvendige adgang mv. ikke er givet rettidigt i henhold til aftale mellem Parterne.
9.2.2 Korrespondance, øvrig assistance mv. i relation til opnåelse af den nødvendige adgang mv. er ikke inkluderet i den i Aftalen oplyste pris, men faktureres efter medgået tid til en sats på DKK 1.000 ekskl. moms pr. påbegyndt halve time.
9.3 Kunden er selv ansvarlig for at opsige eventuelle indgåede aftaler med andre leverandører af de ydelser, som LC skal levere i henhold til Aftalen.
9.4 Ved flytning af en hjemmeside fra LC til en anden udbyder/leverandør opkræves Kunden et engangsbeløb på DKK 8.000, som forfalder til betaling i henhold til pkt. 3.6, og som pristalsreguleres i henhold til pkt. 3.2.
10 Tavshedspligt
10.1 Parterne forpligter sig til at behandle indholdet af Aftalen og dennes vilkår i øvrigt samt de ikke-offentligt tilgængelige oplysninger, der udveksles mellem Parterne, fortroligt, idet LC
dog er berettiget til at videregive sådanne oplysninger til tredjemand i det omfang, dette skønnes nødvendigt, jf. pkt. 9.1.
10.2 LC forbeholder sig dog retten til at bruge det leverede materiale mv. som reference i forbindelse med markedsføring.
11 Lovvalg og værneting
11.1 Kontrakten er undergivet og skal fortolkes i overensstemmelse med dansk ret.
11.2 Enhver tvist mellem Parterne som måtte opstå i relation til Kontrakten og som ikke kan afgøres i mindelighed, herunder tvister om Kontraktens eksistens og gyldighed, skal afgøres efter dansk ret ved Retten i Randers.
****
Gældende fra den 6. maj 2024.
Hos Nordic Retail Solutions ønsker vi at skabe en bedre forretning for vores kunder ved at kombinere tekniske løsninger, der fører til øget salg, reducerede omkostninger, effektivisering af personale og flow, samt skabe en bedre shoppingoplevelse. Vi er blandt andet Nordisk distributør af Pan Ostons produktsortiment inden for interaktive kiosker og kasseløsninger.
Nordic Retail SolutionS